EU-landenes ambassadører tilsluttede sig den 20. november et kompromis, der vil give importører af råolie, naturgas og kul to år længere til at vise, hvordan metanudledningerne måles dér, hvor brændslet udvindes. Rådsformandskabets brev til Parlamentet dokumenterer enigheden om ordlyden. Parlamentet og Rådet skal stadig vedtage ændringen, før de nye datoer gælder.
Rådets redegørelse for aftalen angiver to forskellige datoer. Kravet om tilsvarende standarder for overvågning, rapportering og uafhængig verifikation ved den omfattede import vil gælde fra 1. januar 2029 frem for 1. januar 2027. En særskilt pligt til at rapportere metanintensitet vil blive flyttet fra 5. august 2028 til 5. august 2030. Den vil omfatte producenter i EU såvel som importører.
Fristen følger brændslet tilbage til kilden
En importør kan kende sælgeren af en ladning uden at have målinger fra det selskab, der udvandt brændslet. For leverancer under kontrakter indgået eller fornyet fra 4. august 2024 kræver kompromiset dokumentation helt tilbage på producentniveau. Her ligger forklaringen på behovet for tid. Virksomheden, der skal svare en europæisk myndighed, kan være afhængig af oplysninger indsamlet af et andet selskab uden for Europa. Importørerne har allerede haft oplysningspligter siden maj 2025.
Rådet ønskede oprindeligt ét års udsættelse, Parlamentet tre. Kompromiset landede midt imellem. S&P Global Energy beskrev bekymringer over det praktiske arbejde med at etablere verifikationen. Efter kompromiset skal Kommissionen senest 1. januar 2028 se på gennemførelsen og blandt andet undersøge, om der er nok uafhængige verifikatorer.
Et keramikværksted, der køber gas fra et indenlandsk forsyningsselskab, kan i første omgang finde leveringsaftalen frem. Fredagens tilslutning giver hverken en ny enhedspris eller en dato, hvor et tilbudt tillæg skal falde. Henviser leverandøren til metanverifikation som begrundelse for et gebyr, kan køberen spørge, hvilken pligt det dækker, hvem der har udgiften, og om tilbuddet ændrer sig, hvis ændringen træder i kraft. Den virksomhed, der selv importerer brændslet, skal i stedet afklare, hvilken producent og verifikator der kan levere dokumentationen for hver omfattet kontrakt.
